Ankah har tusindvis af farver i hendes Kaleidoskop

Ankah optog musikvideoen til Store Spørgsmål på scenen af Aarhus Teater. Fotograf: Mikkel Hougaard

Åh gud, crushet har læst beskeden og de tre prikker danser på skærmen?! Allerede fra første ord har Ankah fanget opmærksomheden, og hun skaber spænding i hendes nye sang Kaleidoskop. Der er en længsel i hendes dygtige R&B stemme, oven på sprøde afro-inspirerede beats, mens vi danser løs til det poppede musik, og lige så stille går i panik indeni. Lyt til sangen mens I læser.

Ankah aka Anna Kathrine Rask Christensen er en mester i at skabe spænding og forløsning med store konklusioner i hendes sange, og Kaleidoskop er ingen undtagelse med dens meget præcise brug af pauser, tempo, og melodier. Den starter med klap og beats, før hun opstiller en konkret situation med et par sætninger separeret af strategiske pauser fx ‘Jeg bider mig selv i læben indtil jeg kan smage noget’, hvor pauserne får hver sætning til at lande med vægt. Og så rammer omkvædet ‘Det er et Kaleidoskop (Kaleido, Kaleido, Kaleido)’ og klaver introduceres pludseligt med en kraft, som tager os endnu et niveau højere. Der drysses med lækker percussion i produktionen. Tempoet skiftes med hurtige sætninger som ‘Hvad din intention’ og ‘Stoler ik på nogen‘ som giver endnu mere slagkraft i melodien, og underbygger den stigende desperation i at ikke have regnet den anden ud, mens angsten får frit spil.

🎶 Skygger der stjæler dine læber, og hvisker, ord der ikke er dine 🎶

Ankah med band i fyldt telt på Godsbanen under Spot Festival 2026. Fotograf: Jonas Termansen

Kaleidoskopet er den overvældende følelser af fragmenterede intentioner, et klart signal delt i uendelighed til uforståelighed, mens man prøver at regne det hele ud, som kun bidrager til virvaret. En velment aktion eller besked uden negativ betydning kan let misfortolkes i uendelighed. Hvad vil du egenligt? Hvad vil jeg? Er jeg god nok? Hun er 100 kilometer væk fra muligheden for at finde ud af det. Intention kræver kommunikation. Indtil da kan man svinge hofterne til det silkebløde og charmerende omkvæd ‘Tusindvis af farver danser i mit hoved’, som om man fester på en varm strand i udlandet med en ulæst besked på mobilen som man gemmer til senere.

🎶 Hvor jeg er alt hvad du siger i mit hoved, jeg vil vide hvad der er dit og være mit nu, Kaleidoskop 🎶

Ankah på minitour på Loppen og Rust i November 2025. Fotograf: Jonas Termansen

Fortællingerne og de stærke metaforer rammer temaet som en hammer på sømmet. ‘Gid jeg kunne lade tvivlen komme dig til gode’ vidner om alle de gange man har stået i samme situation, hvor det gik galt, og man er næsten nød til at antage det værste for at beskytte sig selv. Men hvad nu hvis svaret er ja?? Hvor mange af de tanker handlede egenligt mere om sig selv end den anden? Sangen slutter naturligvis uden et svar, for den repræsenterer jo det uendelige, spændende øjeblik, og teksten opnår derved håbets perfektion uanfægtet af realiteten. Nope – outroen klappes som introen – og hvis man vil løse mysteriet, må man lytte en gang mere og prøve igen.

Ankah har haft passion for musikken hele hendes liv, og har tidligere udgivet på engelsk. I dag hun rammer vildt stærkt med sin femte danske single på vej mod hendes kommende album i Oktober. Albummet sætter fokus på de fortællinger vi fortæller os selv, at falde for folk, og de svære forhold man har, mens man regner sin egen kerne ud.

Fotograf: Sarah H Juncker

Anna Kathrine er trænet på konservatoriet og hun har altid vild optur over konstruktionerne og hver detalje i hendes sange, og hun har været meget grundig med udviklingen af lytteroplevelsen i hendes tidligere storslået ballader som Store Spørgsmål. Hun holder sig til en spilletid på kun 3:41 minutter på hendes mest poppede og fængende sang i den nye æra, hvor tidligere sange som Burde Du Ik bruger 5 minutter på at skabe den helt rigtige forløsning. Ankah har spillet Kaleidoskop live i et par år, men de opmærksomme vil opdage at teksten er blevet helt omskrevet og udviklet, og man kan tydeligvis mærke hendes stærke talent som sangskriver.

Teksten passer perfekt ind i det lyriske univers for det kommende album. Store Spørgsmål handler om at være så færdig med de store spørgsmål og bare vil holdes om, mens Kaleidoskop fanger én i en spiral af spørgsmålstegn. Burde Du Ik handler i modsætning om hvor nemt det kunne være, hvis du bare hoppede op på mig og elskede mig som en hollywood film – mens hun dekonstruerer de usunde forventninger til hinanden, og finder en måde at overvinde frygten på. Det bliver vildt spændende at høre de resterende sange på albummet som fx den ikke-udgivet Vi Venter, som hun spiller live i hendes shows.

Ankah har sjældent lydt bedre end med to strygere i bandet. Fotograf: Jonas Termansen

Den 28. august kan Ankah opleves live 16:45 når hun åbner Aarhus Volume-scenen under Blitz til Aarhus Festuge.

Indtil da kan I lytte løs til Kaleidoskop, og se hendes ikoniske musikvideo til Store Spørgsmål, som er filmet på scenen af selveste Aarhus Teater, og ellers dykke bare ned i hendes diskografi.

Scroll to Top